[+] blob

[+] text

[+] visual

[+] mediation
___articles
___reviews
___layout

[+] academic

[+] music

< go to articles

Visioner med frustrationer
In: Politiken, 16 April 2004, p.1-3

Dette er historien om 140 kunstnere, politikere, videnskabsmænd og erhvervsfolk, der gennem en udmattende uge rejste Østeuropa tyndt efter en fælles identitet. Og om hvordan de ved rejsens ende fandt noget helt andet. Som måske var bedre ...

Har Europa en identitet? Det var et spørgsmål, der havde spøgt i min bevidsthed allerede i ugerne inden min afrejse. Nu stod jeg der så, på perronen med en returbillet til Europa.

Målet med European-Identity Cultural Caravan var nemlig at »komponere Europa«. Gennem daglange diskussioner på rejserne fra land til land skulle vi sammenføje de nationale brokker til en formfuldendt europæisk symfoni. Intet mindre.

Da det kom til stykket, kunne karavanen kun mønstre 136 deltagere frem for de planlagte 200. De fleste deltagere dukkede op i løbet af søndag eftermiddag i Bled, en billedskøn slovensk flække med tilhørende sø og borg, 30 minutters kørsel fra hovedstaden Ljubljana.

Jeg skulle være en del af gruppen med temaet 'Kunstens interdisciplinære rolle', der viste sig at bestå af ca. 15 musikere, kunstnere, historiefortællere og nogle praktikere, der arbejdede med kunst og erhverv. Gruppens leder var Miha Pogacnic, der også var den ene af de to mænd bag karavanen og skulle være en drøm med en violin under hagen. Han er kendt for sine 'dekonstruktioner', hvor han bryder en klassisk komposition op i arketypiske komponenter og med temmelig kaotiske tegninger skildrer musikkens forløb gennem krise og harmoni.

Mandag aften fik jeg første gang selv mulighed for at opleve fænomenet, praktiseret på Brahms' 'The Hero's Journey', hvor vi var placeret inde i symfoniorkesteret i det gamle posthus i Ljubljana. Det endte med at blive et forrygende show, en slags klassisk stand-up, hvor den unge, kvindelige dirigent måtte forlade podiet to gange, tilsyneladende på grund af hedeslag.

Tirsdag morgen tog vi af sted mod Budapest. Af praktiske grunde var toget blevet erstattet af såkaldte VIP-busser, men af mystiske årsager havde det tyske busselskab i stedet sendt fire ret ubekvemme rutebiler. Det var med andre ord ikke de mest optimale forhold for workshops. Lige fra første færd var der konstante distraktioner fra bussens personale og larm fra trafikken. Hver gang vi skulle tale i plenum, måtte halvdelen af gruppen klumpe sig sammen i midtergangen, hvilket hverken var behageligt eller fornuftigt på de ujævne veje.

Diskussionerne var som frygtet endeløse, vidtløftige og aldeles uden nærmere defineret dagsorden. Mihas strategi var - vist nok - at 'dekonstruere' deltagernes forestillinger om kunst, for at nå ned til et fælles grundlag, hvorfra vi kunne bygge nyt op. Det endte naturligvis med, at vi brugte det meste af tiden på at diskutere, hvad kunst var.

Miha mente, at han først rigtig var blevet kunstner, da han trådte ud af koncertsalene og fandt nyt publikum, f.eks. i kontorer verden over. Nu var hans mission at få folk til at forstå, at hans kunst ikke var underholdning. Et noget krævende projekt, syntes jeg. Det mindede lidt om en fransk kok, der forlanger anerkendelse i et folkekøkken.

Ellers gik diskussionerne i øst og vest - og ofte i hårknude. En tysk kunstner refererede konstant til jesuitterne, hvis relevans det aldrig helt lykkedes mig at forstå. Nogle gav op, andre forsøgte at styre samtalerne, men forgæves.

Det mest konkrete, der blev produceret i gruppen, var af Miha og jesuit-fyren, der lavede et halvfærdigt manifest om kunsten et halvt årtusinde fra nu. Og nemmere blev det ikke, da vi begyndte at diskutere kunstens rolle i forhold til den europæiske identitet ...

Postmoderne på den ufede måde
Ved en paneldiskussion på Bled Business School blev en sand historie fortalt om en mormor på 93, der havde boet i det samme hus i Slovenien hele livet - men i seks forskellige stater. Kort før sin død blev hun spurgt om det værste, hun havde oplevet i et liv med næsten konstant krig og konflikt. Hun svarede uden at betænke sig, at hun under Anden Verdenskrig havde købt en pose ris på det sorte marked, kogt den, men tabt den på gulvet på vej til spisestuen.

Europas historie er en konstant vekslen mellem samlende og adskillende kræfter. Så længe der er fredelige forhold i en nation, er identiteten ikke særlig tydelig, som i Danmark, hvor den lidt flimrende har noget med humor, fodbold og H.C. Andersen at gøre.
Er der derimod optræk til konflikt, træder den nationale identitet tydeligere frem, som f.eks. i Slovenien, hvor alle var rørende enige om at være rige på land, men frygtede at miste denne skat til grådige naboer i EU.

Men hvordan så definere europæisk identitet? Som summen af alle nationale identiteter? Det lød unægtelig konstrueret, for ikke at sige postmoderne på den ufede måde.
Det viste sig også, da vi prøvede at finde nogle fælles værdier mellem vores tyske, danske, engelske, slovenske og polske nationaliteter, at samtalen gik overraskende hurtigt i stå. De eneste fællesnævnere, vi kunne nå frem til, var så generelle, at de mindede lidt for meget om tro, håb og kærlighed.

Vi nåede aldrig langt i vores gruppe, der nærmest måtte starte forfra hver dag, men vi kunne høre rundt omkring på rastepladserne, at andre havde større held. Til gengæld var der stor opmærksomhed omkring vores luftige diskussioner. Især forretningsfolket spidsede ører, som om kunsten gemte på en hemmelighed, der blot tiggede om at blive børsnoteret og omsat.

Arkitekten skred
Men de sproglige strabadser blev snart afstemt med nogle mere håndfaste udfordringer. Snart bredte der sig en skinger mislyd fra karavanens maskineri, i form af en udtalt mangel på overblik og planlægning fra arrangørernes side.

Ved rejsens start havde den anden arrangør, tyskeren Roland Schatz, forklaret os den eneste regel på karavanen: Punktlighed. Når morgendagens bus skulle forlade hotellet kl. 8.00, ville det hverken blive 7.59 eller 8.01.

Den næste morgen, tirsdag, forlod busserne først hotellet kl. 8.45, og herfra blev det kun værre. Stort set intet klokkeslæt blev overholdt, og ved hver eneste by var vi timer forsinkede.

Da vi om aftenen nåede til Budapest, over to timer for sent, var det planlagte møde med den fænomenale ungarske arkitekt Imre Makowecz blevet aflyst, da han forståeligt nok var skredet. Det viste sig dernæst, at der kun var lokaler til halvdelen af grupperne, hvorefter min gruppe spontant gav sig til at meditere midt på marmortrappen efter opfordring af en canadisk kvinde, jeg ikke havde set før.

Som om det ikke var nok, blev vi, midt i vores kollektive identitetsjagt, også udfordret på helbredet. Der var nemlig problemer med at skaffe nok mad til karavanens deltagere. Én dag havde arrangørerne glemt at programsætte aftensmad, og to gange måtte vi nøjes med pindemadder og småbidder. Min mavesyre og mine smagsløg blev efterhånden ret intime venner. Nogle folk begyndte sågar at blive syge, som karavanen skred frem. Også søvnmangel satte sig som et slør hen over selv de mest smilende ansigter.

Busturene udviklede sig til surrealistiske odysseer, hvor vi blev chikaneret af småsadistiske grænsevagter og vildledt af inkompetente buschauffører. Ved den ungarsk-slovakiske grænse var der problemer med en belgisk-ungarsk mand, der tilsyneladende kun havde et belgisk id-kort - der er tilstrækkeligt ved de fleste grænseovergange, men ikke denne. Der gik en time, der gik to timer. Så kom han i tanke om, at han havde et ungarsk pas i sin kuffert. Herefter gik der endnu en time, hvor han nægtede at identificere sig ved det ungarske pas, da han så sig selv som en fri europæer. Det må man vist kalde europæisk identitetskrise.

Turen til Prag var uden sammenligning den længste. Først efter et halvt døgn, kl. fire om morgenen, ankom vi til et luset hotel uden for byen, med utallige vanskeligheder tilbagelagt - asiatiske i deres vælde.
Tilbage på sporet
Selv om disse helt banale forhindringer gjorde deres bedste for at stoppe vores karavane, kørte det i momenter alligevel på skinner for os:

Vi oplevede i flere lande folkemusik og -dans, og i danserindernes og spillemændenes storsmilende ansigter var der en særlig, forførende gejst, ikke så meget på grund af dansen eller musikken, som til forveksling lignede andre folkekulturers, men simpelthen fordi de følte denne særlige glæde ved de forældede trin og noder - og delte den med os.

Undervejs oplevede vi også en solrig dag i det overraskende smukke Krakow. Her så vi både en da Vinci og Europas største alter, Veit Stoss-alteret.

Vi oplevede en moderne fortolkning af Hamlet, desværre kun på polsk, men med en swimmingpool midt på scenen.

Vi fik foræret en enestående digtsamling med nyoversættelser af digteren Sreèko Kosovel, der er noget så sjældent som en folkekær avantgardist, en slovensk Rimbaud.

Uden for en nedslidt tjekkisk lastbilscafe sad vi og drak Velkopopovický øl med frit udsyn til en hældende sol, mens vi fortalte historier fra vores hjemlande.

Nåja, så nåede vi minsandten også at møde en fyr, der lavede akupunktur på traumatiserede landskaber, han havde skrevet 17 bøger om emnet.

Da vi nåede til det store afslutningsprogram i Prags Nationalmuseum, var det første gang, at noget gik helt, som det skulle. Børneopera, en harpespiller, en mimer, en fremragende tjekkisk sangerinde, et symfoniorkester og en som altid veloplagt Miha ved strengene. Alt klappede, ikke en tone var falsk. For mig var det beviset på, hvor struktureret og disciplineret kulturlivet også kan være - når det er på hjemmebane, om ikke andet.

Hvor endte det?
Søndag aften steg jeg af flyveren i Kastrup. Her endte sporet. Blindt? For jeg kunne ikke slippe følelsen af at være kommet tilbage uden væsentlig større viden omkring denne fælles identitet.

I Prags senatsbygning havde den jødiske forfatter Arnost Lustig berettet om sin egen personlige karavane seks årtier tidligere - fra den ene kz-lejr til den anden. Her ankom han omsider til en lejr, hvor han var ved at gå til af kulde. En gruppe fanger så hans nød, stillede sig i ring omkring ham og varmede ham med deres kroppe. Han havde aldrig set dem før og så dem aldrig siden. Han antager, at de kort efter mistede livet i gaskammeret.

En ting er sikkert: Hvis alle nationer holder landkortet tæt til kroppen, vil der aldrig blive tale om et fælles Europa. Hvordan kan det eksisterende Europa omfavne disse nye lande, uden at de føler sig indelukkede eller mast? Kan vi bibeholde det særlige nationale som distinkte klangbunde i en større symfoni?

Vores karavane drog ud på jagten efter identitet, men fandt i virkeligheden solidaritet. For trods alle odds, kulturelle forskelle og sproglige barrierer kunne vi enes, tale og more os sammen gennem en halsløs bustur i det østeuropæiske. Det er, hvad solidaritet betyder. Sammenhold trods forskelle.

De europæiske lande kommer måske aldrig til at synge med på helt samme melodi, men det betyder ikke, at vi ikke kan mødes på måder, hvor sød musik opstår.

---------------------------------------------------------------------------------------------

Info_Kulturel Karavane
Målet med European-Identity Cultural Caravan (EICC) som foregik 4.- 11. april 2004, var at samle 200 toneangivende praktikere, politikere, forskere og kunstnere inden for ti fagområder på en togtur gennem seks af de kommende medlemslande. I løbet af en uge ville hver af de ti grupper nå frem til et bud på et fremtidigt Europa. Den endelige karavane kom til at foregå i rutebiler, med omkring 136 deltagere fordelt på færre emner og gennem kun fem lande (Slovenien, Ungarn, Slovakiet, Polen og Tjekkiet).

Emnerne var 'Innovation og iværksættere', 'Polyfone medier', 'Den interdisciplinære kunsts rolle', 'Social ansvarlighed, bæredygtighed og økologi' og 'Undervisning, læring og universitetets fremtid'.

Deltagerne kom fra 36 lande, heriblandt kan nævnes forfatter og professor Arnost Lustig, forskningsdirektør Hans Siggaard Jensen fra Learning Lab Denmark og Takashi Kiuchi, tidligere adm. dir. for Mitsubishi, politiker Gerald Häfner, kunstner Peter Cuiha og Lena Bjørn fra Dacapo Teatret.

De to mænd bag EICC er violinist, entreprenør og kulturambassadør Miha Pogacnik (interview i Politiken 4. april) og journalist, forlægger og underviser m.m. Roland Schatz. De to har været venner i 13 år. Karavanen var støttet af forskellige private firmaer. Alle kunne i princippet deltage, men de fleste var inviterede af arrangørerne eller andre deltagere. Erfaringerne fra EICC vil blive udgivet og præsenteret på European Economic Summit i Warszawa 28.-30. april.

Læs interviewet med en af initiativtagerne til European-Identity Cultural Caravan, Roland Schatz.

Læs mere om EICC her


to top

< back to articles

Short abstract:

In this front-page piece in Politiken, Martin Ferro-Thomsen reports from the European Identity Cultural Caravan 2004:

"This is the story of 140 artists, politicians, scientists and business people who undertook an exhausting week-long journey through the former Eastern Europe to discover a common identity. And about how they, and the end of their journey, found something entirely different, something that may turn out to be better..."

ferro.dk / mediation / articles / visioner med frustrationer
info | mail | link