[+] blob

[+] text

[+] visual

[+] mediation
___articles
___reviews
___layout

[+] academic

[+] music

Select a review from this list:

Klaus Høeck: Canzone - Digte fra Nørrebro
Lars Bukdahl og Eli I. Lund (red.): JLM – Johannes L. Madsen samlede
Knud Hjortø: Syner

Martin Glaz Serup: Borgmester Gud
Peter Nielsen: Livet foreslår
Søren Mosegaard: Dronning Margrethe von Donner und Blitz
Tore Ørnsbo og N.G. Hammer: Bastard
Eva Ström: Ribbensbyerne

---------------------------------------------------------------------------------------------

Klaus Høeck: Canzone - Digte fra Nørrebro
(2. udgave). Gyldendal 2003, 160 sider.

Canzone er navnet på en særlig italiensk versform, som Klaus Høeck uafladeligt benytter sig af i denne samling fra 1981. Først indleder digteren dog lige med en hæsblæsende sonetkrans a la stenbroen, og minsandten om han ikke afslutter med endnu en, endda med samme mestersonet.

Vi er på Nørrebro, længe før postnummer 2200 blev smart og fyldt med caféer og designstuderende. Bydelens forfald er afspejlet i digterens slentrende og subversive brug af de klassiske digtformer. Ganske som en af de gamle boligblokke står digtene oprejste, men med masser af skavanker, bygningsfejl og gabende tagrender. Digtets ord giver desuden genlyd mellem syntaksens vægge, og gadernes rasen er gengivet som kursiverede bogstavautostradaer.

Digterjeget er på bistandshjælp og blandingsmisbrug, han citerer østens poeter og gør sig dialogiske anstrengelser med både Gud og Satan. Og han gør det med samme selvfølgelighed, som når han åbner endnu en flaske snaps. Han går også ture og kortlægger bydelens anatomi, såvel som den indre: “Før i tiden digtede / jeg for alvor, nu digter / jeg for livet og for at holde intethe / den fra døren.”

5 ud af 6 gyldne ugler. Klaus Høeck har talent, så det sprøjter. Køb den som nytårsgave til dine nørrebrovenner, dig selv og alle de andre.

to top
---------------------------------------------------------------------------------------------

Lars Bukdahl og Eli I. Lund (red.): JLM – Johannes L. Madsen samlede
Arena 2003. 945 sider.

Bevidsthedsblæsende. Sådan beskriver man med ét ord JLM, Johannes L. Madsens tusinddigte. Prøver man i længere sentenser at fastholde disse fuldkommen mageløse sprogeksistenser, unddrager JLM sig og befinder sig pludselig et andet sted. Som al anden fantastisk avantgardistisk digtekunst.

”ALLE TEORIER OM VERDEN ER KUN SPROGLIGE STILLADSER SOM BLÆSER OMKULD I DEN FØRSTE VISIONÆRE STORM”.*

JLM lægger ud med en lang (konge)række af konkretistiske digte (”beskriver ikke / men skriver”), der fungerer som poetisk grundforskning: Famlende - ikke i mørke, men kærtegnende – udforskes sprogets sidespor, blindveje og omveje. Udtømte digte der står fuldkommen egne og fri for intertekstuel bolcheforsutning. Matematiske digte med hysterisk gentagelsesretorik og knastør humor (”jeg staver forkert / men staver det rigtigt”).

”DET NYE SPROG VIL IKKE OVERBEVISE MEN VISE IKKE BEVISE MEN VÆRE”.

Senere forlader digteren sit laboratorium, men ikke sin metode. Digtene slænger sig, slynger sig og slår sig ned over siderne. Gentagelsesdigtene i ’Nedspildt spruttende af syre’ er måske de bedste i hele JLM: Her krakelerer formen delvist og livet fosser ind (og ud) ad sprækkerne.

”SPROGET OG TANKEN MÅ ADSKILLES SÅ KONSEKVENT SOM MULIGT”.

Endnu senere forlader digteren helt sin form, men samtidig også sig selv i et trip af dimensioner: Tilfældighedsrapporter fra kosmos står tilbage som danmarkshistoriens mest radikale genreflip. Ordet tages ikke engang på ordet længere, det bliver rystet ud af ærmet og lander i henrivende formationer.

”GENNEM KOMBINATORIK KAN VI NÅ FREM TIL ET SPROG SOM IKKE SKABER BILLEDER PÅ NETHINDEN MEN RENE STRUKTURER OG MØNSTRE I VORE HJERNECELLER”.

JLM skriver et sted ”ved digterisk inspiration / forstår jeg det ord, / der som et lokomotiv / trækker en lang vognstamme med sig” og et andet: ”bygger mig en verden / af ord / som jeg går ind i”. Dette er historien om en digter, der ikke gav op, selvom enhver mulighed og sandsynlighed var ham givet. En digter der ikke solgte ud, selvom han var verdslig forarmet. En digter der ikke stod af toget, før sporet endte.

”ORDETS SANDHEDSVÆRDI ER LIG MED DETS SKØNHED”.

JLM er på mange måder en irrationalitetens bibel. Gang på gang undslipper den de metoder og begreber, som institutionerne lærer os. Den udsulter meningshungeren, men fodrer sanserne på magisk vis. Skam over dem, som påstår, at JLM er et syrehoveds afsondringer, for der er talrige eksempler på at JLM kan være nok så sammenhængende, når han/den vil. Vist er der nogen steder rigeligt med slinger i valsen, men selv de mest kringlede afveje fører blot frem til endnu et højdepunkt.

6 ud af 6 gyldne ugler får dette livsværk. Aldrig er så mange digte blevet sluppet fri på én gang. Arena (og Litteraturrådet) har plantet en knivskarp rose i middelmådighedens staudebed – pluk den (se prisen!). Håndtegn til d’ herrer redaktørerne, Lund og Bukdahl, for en maratonudmattende totaludgivelse.

*Citaterne med STORT er fra ’Smarte pletter mellem fingrene’.

to top
---------------------------------------------------------------------------------------------

Knud Hjortø: Syner
Roman. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Borgen 2003 (oprindeligt 1899), 155 sider.

Et digterjeg rejser gennem en elverhøj, tager sit liv, stiger til himmels, falder ned i dybet til Satan, taler med ånder og skændes med st. Peder. ’Syner’ handler om de verdener, hvortil vi jordiske ikke kan rejse, og de indsigter, vi ikke kan opnå i det dennesidige. Af samme grund er plottet, set med moderne øjne, lidt tyndt og forvirrende, men det gør ikke spor, for sproget er af helt særegen karakter, knivskarpt og formfuldendt.

Selvom den beskrevne sjælerejse foregår for fuld udblæsning med englesang og harpeklang er ordkunsten udsædvanlig klar og rammende. Resultatet er stadig et meget patetisk værk – men på den fede måde.

Forfatteren er Knud Hjortø. Knud hvem? - Selvom man ad flere omgange er blevet trukket gennem litteraturhistoriens kanon, har formentlig kun de færreste læst Hjortø. Og det er en skam, for ’Syner’ er på mange måde kanon og fortjener at blive – kanon.

4 ud 6 gyldne ugler. Dansklærere, giv agt! Det er ikke hver dag, man får chancen for at opdage ny litteratur midt i det velkendte, kanoniske landskab. Endnu et hit fra DSL, hvor faglighed og kærlighed mødes i skøn forening.

to top
---------------------------------------------------------------------------------------------

Martin Glaz Serup: Borgmester Gud
Digte, Lindhardt og Ringhof 2003.

I tyverne ville Martin Glaz Serup sikkert ha’ været dadaist. I nullerne er han blevet en dreven vrøvlekunstner med et tydeligt digterisk talent – som sine steder rejser sig over vrøvlet. I hans seneste digtsamling, ’Borgmester Gud’, er der byfest: Alt er tilladt og alt kan ske.

Glaz Serup kan det dér med at få fart over feltet. Gennem montage, rim og remser går det – gadagung – derudaf (uden bremser). Formen er fri, såvel som tonen er frivol, og både Spiderman og Zorro er med til festen.

Det er tydeligt at Glaz Serup har læst mere end en bog eller to. Som en uendelig reklameblok på TV, zapper han lystigt mellem allehånde citater og referencer, både high-brow og mainstream. Dagliglivet og mediebombardementet er konstante omdrejningspunkter – og så kan man læse en mærkelig føljeton om Bruce Chatwins fotokunst, der, om end ude af kontekst, er ganske interessant.

Uden ironi og distance ville vrøvlet ikke ha’ en chance. Glaz Serup har bestemt sine klare øjeblikke, hvor alvor og erkendelse skinner igennem og gør digtene vedkommende. Der er faktisk ikke så lidt af en moralsk og social indignation gemt i disse ordstrømme.

Samlingens tredje digt (uden titel) er måske det bedste: Her er temaet kønssygdomme, sindrigt personificeret i en metaforisk sammensmeltning af Casanova og Houdini.

Som bekendt er kombinationen af hverdag og fest i længden en umulig cocktail. Glaz Serup har været pædagogisk (eller taktisk) og placeret de bedste digte først. Ud på samlingens sene timer bliver øllet lidt tyndt, og det er tydeligt at vrøvl som klangbund ikke altid svinger med krig og moral som overtone.

3 ud af 6 gyldne ugler – en udmærket fest, men for langt mellem snapsene.

to top
---------------------------------------------------------------------------------------------

Peter Nielsen: Livet foreslår
Digte. Lindhardt og Ringhof 2003, 104 sider.

Sjældent oplever man en digtsamling, der helt igennem er så behagelig at læse, som Peter Nielsens ’Livet foreslår’. Ikke at den forsøger at behage eller tale op til læseren. Den er simpelthen bare resultatet af rigtig godt håndværk: Et sprog, hvor alle de skarpe kanter er slidt ned af håndværkerens asen og masen gennem årene. Nielsens pen må ligge fantastisk godt i hans hånd!

Disse 8 prosadigte, hvoraf det sidste fylder 4/5 af hele samlingen, burde egentlig være sikre flop, alle som ét. Vi har med et digterjeg at gøre, som taler til et uspecificeret ’du’, hvis ikke ’ud i luften’, om himlen, skyerne, lyset, landskabet og livet i en mindre by – somewhere, anywhere. Kort sagt: livet i al almindelig almindelighed. Hørt det før? - Det tror jeg nok!

Men Nielsen er, udover at være en gedigen håndværker, også en gedigen digter. Selvom rammen er nok så velkendt og prosaisk, forstår han med sine fremragende ordspil, uventede sammensætninger og logiske kortslutninger at vrangvende det velkendte. Og, når han er bedst, at fastnagle det usagte og uerkendte på papiret.

Hans digte skifter konstant fokus og emne, men drevent og ubesværet – som når tanken flyver frit og flyver bedst. I sidste ende handler det om erkendelse, om at se det store i det små – og det som ligger bag.

4 ud af seks gyldner ugler. ’Livet foreslår’ var meget tæt på fem ugler, men denne anmelder savner nu alligevel noget snavs og lidt mere rock ’n roll. Sådan er vi jo så forskellige.

to top
---------------------------------------------------------------------------------------------

Søren Mosegaard: Dronning Margrethe von Donner und Blitz
100 sider. Kan bestilles på www.horrorcomix.com.

Det kunne være interessant at vide, om forfatteren og kunstneren Søren Mosegaard har prøvet at få dette manuskript optaget på et etableret forlag. Der er udenpå tale om en parodi på et sladderblad med pangfarver og bestrøget papir – og indeni faksimilekopier af gammeldags skrivemaskine-skrevne A4-ark, komplet med slåfejl og rettelser. – På den anden side: Den var nok ikke gået hos gode, gamle Gyldendal.

Som antydet kan Mosegaard lide at lege med rammerne. Hovedpersonen er ham selv, miljøet er en overdreven og rablende udgave af Odenses ‘undergrund’ - med tilhørende pseudointelligentsia og småkriminelle. Mosegaard iscenesætter sig som en moderne Marlowe, der møder en pige, som viser sig at være kronprins Frederiks uægte datter. Og så tager begivenhederne ellers fart, med kærlighed, politi, mord, forviklingsspil – og hvad der ellers hører genren til. Helt farligt og spændende bliver det godt nok aldrig, primært på grund af en temmelig stereotyp personskildring og et fuldstændig usandsynligt plot.

Og mærkeligt nok så skriver han endda ganske udmærket. Faktisk så godt at læseren hen ad vejen må undre sig over, hvad al bling-bling’en skal til for. I starten fungerer genrelegen og iscenesættelsen som kvalificeret blikfang, men senere skygger det for værkets egentlige kvalitet – nemlig forfatterens opfindsomhed og, ikke mindst, humor.

4 ud af 6 ugler. Mosegaard kunne godt blive en ny Dennis Jürgensen eller en Morten Sabro-light. For light er det bestemt, og de voksne keder sig i længden. Romanen undgår de værste klichéer – og så er det da ganske forfriskende med en gang gedigen genrehurlumhej. Der er desuden en hjemmebrændt CD med, som beviser at Mosegaard faktisk godt kan spille ‘Ave Maria’ på guitar.

to top
---------------------------------------------------------------------------------------------

Tore Ørnsbo og N.G. Hammer: Bastard
Digte og tegninger, Lindhardt og Ringhof 2003. 44 sider.

Når lyrik og billedkunst mødes side om side, er det normalt fordi resultatet kan være større end summen af de to dele tilsammen: Der opstår en ny synæstetisk helhed, hvor både øje og øre beriges.

Krydser man derimod to hunderacer, regnes afkommet som regel for mindre end den rene vare – altså modsat en synergieffekt.

’Bastard’ hedder en ny udgivelse, hvor digteren Tore Ørnsbo har skrevet digte til en række tegninger af den selvlærte kunstner N.G. Hammer, og her er bestemt tale om et gadekryds.

Ørnsbo har tidligere vundet Bogforums debutantpris, og det er da rigtigt, at han kan noget med sproget. Alligevel undgår samtlige digte at sige anmelderen noget. Forklaringen skal nok findes i digtenes oprindelse. Hammers visuelle universer er obskure og surreale, og især den overdrevne symbolbrug gør tegningerne uforklarlige og til dels uvedkommende.

Tendensen smitter af på digtene, der kun fremstår som poetiserede ’billedtekster’ uden egen indre logik eller givne almenmenneskelige erkendelser. Digtene bliver postulerende og selv side om side med det visuelle udgangspunkt mærkeligt ligegyldige. Kun enkelte steder løfter sproget sig selv og kan tale om ”halsens røde vase” eller ”opsamlingsheat for truede dyrearter”.

2 ud af 6 gyldne ugler. Selvom bogen taler til både øjne og ører, siger den ikke et kvæk om noget som helst. Bogen er sat med fed Democratica, hvilket er en fejltagelse, og prisen er simpelthen direkte sjofel.

to top
---------------------------------------------------------------------------------------------

Eva Ström: Ribbensbyerne
Digte. Gyldendal 2003. 107 sider. Oversat af Pia Tafdrup (originaldigtene er gengivet side om side med de danske oversættelser).

Eva Ström er svensk, født 1947 og har mange år arbejdet som læge. I februar 2003 fik hun Nordisk Råds Litteraturpris, og det forstår man udmærket ved mødet med denne digtsamling. Her er tale om en digter med en hånd så sikker som kirurgens og et røntgenskarpt blik, hvormed hun gennemskuer tidsånden og stiller sine diagnoser. Ofte med udgangspunkt i aktuelle hændelser og navngivne personer og forfattere skriver Ström sig ind i sagens kerne på en både personlig og saglig/poetisk facon. Hun skriver om de store ting, livet og døden, og er ikke bange for at skildre voldtægter og katastrofer. Og hun gør det at klynke, hun skriver bare og beskriver, ganske som obduktionslægen i sit arbejde. Det, synes jeg, er Ströms største kvalitet.

Næsten alle digte er en fryd for øjet og øret at læse, men af og til lukker de sig for en tolkning og bliver uvedkommende, hvilket måske skyldes digterens udtalte fascination af mystikerdigteren William Blake.

5 ud af 6 ugler. Klasse, helt sikkert, og noget at gå i krig med på universiteterne. Her er udfordrende stof til landets bedste læsere. Glæd jer.

to top
---------------------------------------------------------------------------------------------

 

 

 

 

 

 

 

These are a variety of book reviews, mainly poetry, which I did for Jubii.dk's literaure section in 2003.

ferro.dk / mediation / reviews
info | mail | link