[+] blob

[+] text
___noir trilogy
___rum skab ____værelse
___tekster2000 ___navnebarnet

[+] visual

[+] mediation

[+] academic

[+] music

Digterdage
Bagdør på vid gab
Feen
Rendezvous 24.00
VæV
Delirium tremens

---------------------------------------------------------------------------------------------

Digterdage

Som sommerregnen henover tagene
forsvinder fortsat dagene
som tegn på en side
vil timerne glide
- det er livets paradigme
og får teksten til at rime.

to top
---------------------------------------------------------------------------------------------

Bagdør på vid gab

Oprømt svulmende genitaliemadonna
- siliconecyborg og spermasnylter -
vidtspredt i latexgilloutine
påspændt sarkastisk zipper-bøddelhætte

Heftigt ondulerende kraftkarl
frontalt med knæppekæp
kraniumskopulerende
forslugen hættefisselette

Bagtil bollende bæster
doublepenetrerende gilloutinegimpe
orgastisk ejakulerende endlösung
fortrinsvis facial indsyltning.

I farver 69.66 kr.

to top
---------------------------------------------------------------------------------------------

Feen

”Søndag”
Efter du med tænderskæren
var stukket af fra mig i søvnen
havde jeg ligget længe i dit slidte linned
og ladet et bedøvet sind hærge
indtil jeg stod op fra lejet
og på en afrevet søndag fra din kalender
undveg tankerne farvede af den svage dag
indtil køkkengulvets kulde tvang mig tilbage
hvor du tryllebandt mig med en smag af grav
og hændelsen fortonede sig
hvor vores lærde bedrevid
gav fortabt overfor bodegaens flab
der tungekyssede os begge.

to top
---------------------------------------------------------------------------------------------

Rendezvous 24.00

I et søndervredet helvedesvæld
ser jeg Natmanden rave
ført af kuldrevet afsind
hvæsser han sit hærgejern

Under brostensmørkets dække
tager han ladegreb på vreden
og dvæler i sit lunare baghold
Jeg holder natteluften inde

Med brutalhyl fortærer Natmanden
en enlig blegmøs bryster
Med blodmund ser jeg Bagmanden
gemme jernet bort bagefter

Mørket gav ham sin kvinde
Kun de blodige spor kan ægge
som Bagmanden tegner på siden
med en finger så gejl og kold

Jeg er ikke den onde selv
efter mit ophav skal I grave
i Bagmandens sind
og hans stemme så fjern.

to top
---------------------------------------------------------------------------------------------

VæV

Mens billedet der skabes af vinduets rammer, konstant skifter fra grønt til gråt, fra mørke til lys og skaber et paradigme så ubegribeligt, at det ikke kan være tilfældigt; så tænker man sit og en skepsis annoncerer sin tilstedeværelse bag et stigende ubehag. Fra krogen af sindets mørkeste korridorer vrider den sig frem og afslører sit sande ansigt som angstens.

I toget, omgivet af disse fæller af racen, mister man pludselig grebet og må se sig selv kastet udi reflektioner omkring altings ophav. Med sin sidste viljestyrke holdende kødet på knoglerne, sidder man høfligt og konverserer med pigen man mødte på perronen, som et sted langt ude er beslægtet, men ikke længere end man to somre tidligere berørte hende overalt og indeni - dog uden at efterlade spor.

Imens man i hendes smil blot ser tænderne og et lille stykke kød derimellem, farer tankerne ud og op og tvinger sig selv i knæ for manden med murskéen, som man frygter har sat skel mellem det grønne og det grå; det mørke og det lyse; samtidig med at man et sted langt borte ubesindigt former luftstrømme til ord gennem éns egne nikotingule ditto.

Netop her, betvunget af troen på - eller rettere: frygten for - eksistensen af et hierarki, hvor man i tilværelsens gyldne øjeblikke reelt kun har grebet forgæves efter dets nederste plateau; her viser redningen sig i det gode gamle hovmod: man rejser sig højere end nogensinde og tilbage ses nu blot støvet man før knælede i - og som derfor bliver det svar man søgte.

Imens togrejsen nærmer sig barndommens vante himmelstrøg - hvor det efterlyste ophav i virkeligheden udsprang - vender tankerne hjem og efterlader et tredie øje i den åbning de tidligere forsvandt gennem; og angsten lusker bort som en uforløst lobbyist - kun et visitkort fattigere. Som en naturlig konsekvens ser man nu samtalens modpart i det rette lys og hun tænder en lavastrøm mellem éns ben.

I toget rører det overalt på sig og lydene disse bevægelser kaster fra sig, afslører at rejsen - som både er gået frem, tilbage, op og ned - i mere end én betydning nu er til ende; og mens brødrene og søstrene langsomt bliver til ekkoer udenfor kupéen, låser man og trækker for, hvorefter man af lavaen danner en bro til denne jomfrukronede verdensarving der ville briste, hvis hun ikke tog imod.

Mens hun som sfinxen bliver éns ven og indforstået blotlægger sit solbrune maveskind, åbner hun herved en genvej, hvormed man kan undslippe vævets forgængelighed på dets egne præmisser. For første gang af mange afgiver man dér på linoleumsgulvet en lille spire til fordel for en evighed, der skal forlænge sig selv og dermed spinde et væv så sublimt det ikke kan begribes.

to top
---------------------------------------------------------------------------------------------

Delirium tremens

...
...chokeret brat opvågnen forårsaget af en hæslig hvinen. En blå tud rynker af én; hvinet bliver til et suk og forsvinder for en tid.
Foran én står den skårede tallerken med de to halvfortærede håndværkere; kniven ligger med spidsen pegende - indsmurt af smørrester og blod fra éns højre hånd. Springsved og hjerteslag følger taktfast ringene i kaffesøen ved den væltede kop.

En brutal næve plotter vedholdende rummets fikspunkter ind på éns rødsprængte nethinde og det hærgede køkken træder frem med umenneskelig skarphed. Her synes et frådende bæst at have endevendt samtlige skabe og skuffer og er tilsyneladende siden forsvundet ind i ovnens glohede og stadig brændende fjæs. Derinde ligger de forkullede rester i skikkelse af endnu to rygende stykker.

Langsomt, som at gribe i mørke efter noget man ikke ved hvor er, indhenter man i éns valne bevidsthed ubehjælpsomt fingerpeg om et begivenheds-forløb man i realiteten ikke ønsker at vide af - men dog alligevel bliver skuffet over ikke at kunne spore. Det er som havde nogen vrangvendt éns kranie og i ondskab flettet hjernens grå strimler stramt omkring, som en turban - en hvidglødende narrehat man nu må bære for at sone gårsdagens defekter. Hvad de så end måtte være.

Ned af væggen glider dog trods alt et hint: tøsen man mødte og konverserede, tager flygtigt form på taburetten overfor, men gør ingen mine til at afsløre sin hemmelighed, smiler undseeligt og siver trodsigt ind gennem væggen til værelset ved siden af.

Man gør af uafvendelig vane et halvhjertet forsøg på at fortrænge al dette morads og rejser sig, slukker med sirlig husmodermine ovnen og bevæger sig mod vinduet for at lukke den restituerende morgenluft ind til disse nattens afsondringer. Knapt mærker man det knuste flaskeglas, men kigger alligevel ned og synet forpurrer straks ethvert forsøg på glemsel: Ikke kun er man splitterravende nøgen! men også i skødet indsmurt i blod!! samt noget andet der i hvert fald aldrig har været blod!!!

Mandolinfeberen bliver pludselig påtrængende og nu kommer der igen en hvinen fra den blå kande der stiger til en jamren, som i princippet meget vel kunne være éns egen - mens man følger blodsporet tilbage gennem entréen, natten, og rekonstruerer det fortrængte handlingsforløb.

Inde i det oprørte gerningens leje ligger tæven fra i går og for lidt siden, nøgen og svøbt i en upassende blanding af opskåret linned, flaskehalse og blodige pøle. Hun ligger underdrejet, præcist som en kludedukke en skidt knægt blev træt af at lege med og i stedet besluttede sig for at sprætte op.
Det indtryk hun efterlader i én, kan ganske simpelt ikke tåle at blive taget til efterretning - der findes ingen naturlige steder, hvor en sådan groteske kan hænge - og i stedet skyller man den væk med en efterladt sjat glemselsmedicin, sikkert gemt til det samme.

Den eneste udvej må være atter at holde forstanden borte i søvnen og man lægger sig så mageligt det nu er muligt og tygger ubesindigt på et hjørne af det svedne lagen. Inden man forsvinder helt, må man dog lige en tur tilbage i køkkenet for at vride nakken om på kaffekanden der stadig beklager sig.
Og det er vel ikke uden en smule selvros at man bagefter, på mørkets rand, finder på at række armen bagud og trække hende ind over sig.
Som et lunt kludetæppe, stykket sammen af gode intentioner...
...

to top
---------------------------------------------------------------------------------------------

 

This is some of the early stuff. I will only bring a few highlights from this collection. It contained works of ten pages down to ten lines.





< 'Writing Days'. Actually the only text I ever wrote, that I can recite from memory.










< 'Backdoor Wide Open'. A funny experiment of trying to have literature enter the world of porn - rather than the opposite way, as has been done for several centuries.


















< 'The Fairy'. This is an ugly memory turned into text the night after some heavy barflying that turned bad.

 

 

 

 

 





< A rather elaborate systemic text that examines the realtionship between author and narrator. Check out the rhymes - took some sweating to make it add up.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



< 'Tissue'. A piece of short prose, modelled after a triangular structure. The language is wowen toghether as a chain of DNA. And of course it culminates with an intercourse ...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



< You know the title - but do you know the feeling? Inspired by real life and a glowing oven staring at me one morning I woke, feeling baaad! The language reflects the narrator's state of (lost) mind.

 

 

 

ferro.dk / text / tekster 2000
info | mail | link